Med en 3-1-sejr over rækkens daværende tophold Gørslev, fik FC Sydkysten den perfekte optakt til lørdagens kamp mod Skjold i Fælledparken. En kamp, der har kick-off klokken 14.00. Den omvendte kamp vandt FC Sydkysten med 4-1.

FC Sydkysten Statistik har talt FC Sydkystens cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter lørdagens sejr, og han ser frem mod efterårssæsonens sidste kamp i Danmarksserien, men samtidig også tilbage på Gørslev-kampen.

»Det var en flot holdpræstation i lørdags mod Gørslev. En kamp, som vi vandt fuldt fortjent på baggrund af flot intensitet i vores duelspil samt skarphed især i vores omstillinger«, fortæller Anton Moestrup Rasmussen til FC Sydkysten Statistik.

»Det var den perfekte opfølgning på vores 5-0-sejr i Hvidovre. Holdet er tilbage i flow og selvtilliden er i top. Vi ærgrer os over at det i morgen er sidste kamp på efteråret, for vores skyld kunne der godt have fulgt en tre-fire kampe mere«.

»Truppen er næsten skadesfri og selvom vi har været ramt af en omgang sygdom i løbet af ugen, så er kræfterne også intakte. Nu tager vi en tur ind til Fælledparken i morgen, som er en svær udebane at spille på«, erkender cheftræneren.

»Kunstbanen derinde er drilsk at spille på og der er ingen tvivl om at Skjold har en klar hjemmebanefordel med sig derinde. Mod Gørslev var vi gode til at spille efter forholdene på en blød bane på Homepark, i morgen skal vi gøre det samme blot med en kunstgræsbane af ældre dato«.

»Vi kan glæde os over at Wulff (Christian Wulff Brandt – red.) og Johnny (Simon Budolph Olsen – red.) igen er til rådighed, mens vi må ærgre os over endnu en karantænedag til vores anfører Lucas (Sander Petersen – red.)«.

»Efteråret har været en rutsjebanetur med en blanding af fremragende præstationer og en periode med dårlige resultater, så vi håber at slutte efteråret af med at tage tredje sejr på stribe«, afrunder cheftræneren.