I fredags tog FC Sydkysten sin anden sejr i træk, da det blev til en 1-2-sejr over Gørslev. I overmorgen kommer rækkens nummer to Skjold på besøg på HOMEPARK. En kamp, der har kick-off klokken 13.00.

FC Sydkysten Statistik har talt med cheftræner Anton Moestrup Rasmussen inden kampen mod Skjold, hvor han både ser tilbage på fredagens sejr i Gørslev, men samtidig også fremad mod den opgave, der venter om under 48 timer på hjemmebane.

»Vi vil på lørdag forsætte de gode takter holdet har vist de seneste to kampe. Det har givet selvtillid og ro, at vi har kunne hente to sejre i træk med to gode præstationer, hvor især første halvleg mod Gørslev var fremragende«, indleder Anton Moestrup Rasmussen.

»I forhold til kampen i fredags er “Jømer” blevet klar igen og vi har næsten hele truppen skadesfri per dags dato. Vi har haft lidt sygdom i truppen, men de ramte spillere er også ved at være på toppen igen«, forklarer cheftræneren til FC Sydkysten Statistik.

»Vores spil bliver stadig fra kamp til kamp mere sammenhængende, men der er ingen tvivl om at vi stadig skal være skarpere på sidste tredjedel af banen«, sammenfatter Anton Moestrup Rasmussen med henvisningen til de fem scoringer i fire kampe.

»Vi har de seneste to kampe skabt helt åbne chancer til en otte-ti mål, men har måtte nøjes med kun fire scorede mål og kampe, der er blevet mere spændende end nødvendigt«, lyder det fra FC Sydkystens cheftræner.

»Vi skal vise, at vi også kan dræbe kampe tidligere, så man ikke bliver fem år ældre af spænding hver gang man ser FC Sydkysten spille«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen.