Rasmus Hesselberg Thomsen scorede FC Sydkystens enlige mål, da holdet i lørdags tabte 4-1 til Allerød i Allerød Idrætspark. I morgen er FC Sydkysten på plads i Ringsted. Med kick-off klokken 13.00 på Ringsted Stadion.
FC Sydkysten Statistik har talt FC Sydkystens cheftræner Anton Moestrup Rasmussen efter lørdagens nederlag til Allerød, og inden morgendagens kamp mod Ringsted, som ligger på andenpladsen i rækken med 21 point. Seks mere end FC Sydkysten.
»Den var hård at sluge i Allerød. Kampforløbet grænsede til det groteske. Vi kom godt fra start og spillede efter vores aftalte plan. Vi var fuld af optimisme efter 40 minutter og godt tilfredse med hvordan kampen forløb«, siger Anton Moestrup Rasmussen til FC Sydkysten Statistik.
»Lige op til pausen scorede de et mål, hvor man må løfte på hatten over måden den blev sparket ind på og direkte derefter skød vi os selv i foden, hvor bagerste mand faldt over sine ben og forærede dem en friløber som de iskoldt udnyttede«, fortsætter cheftræneren.
»Dermed endte en ellers god første halvleg 2-0 til Allerød og vi var fyldt op med frustration. Den frustration håndterede vi alle super dårligt. Vi begyndte at lave for mange frispark og dækker sjusket op samtidig med at vi laver store individuelle fejl«.
»Inden vi havde set os om var vi bagud 4-0 på dårlig opdækning af eget felt og endnu en “faldulykke”, hvor vi forærede et mål væk ved at bagerste mand snublede over sine ben«, kommenterer Anton Moestrup Rasmussen.
»Drengene prøvede ihærdigt at score derfra og en række halve og hele friløbere blev brændt, inden vi pynter på resultatet med en straffesparksscoring. Vi tabte kampen på at være for dårlige i felterne, som har været et gennemgående tema denne sæson«.
»For nemme mål er blevet givet væk grundet dårlig opdækning eller boldtab på kritiske steder og for mange store chancer er blevet brændt«, udtaler cheftræneren, der også ser frem mod lørdagens kamp mod Ringsted på udebane.
»På trods af at ligge et godt stykke bag egne forventninger har drengene trænet som en drøm denne uge og der er ingen grund til ikke at være optimister op til kampen mod Ringsted«, fornemmer Anton Moestrup Rasmussen.
»Det er uden tvivl en af sæsonens største udfordringer at spille Ringsted away, men vi ved vi har topniveauet til at matche alle holdet i rækken. Opgaven er at holde fast i det gode spil mellem felterne og tilsætte en højere grad af kynisme og bundniveau i felterne«.
»Vi skal skabe en helstøbt kamp med solidt bundniveau igennem 90 minutter og ikke kun i perioder for at slå Ringsted. Vi glæder os til udfordringen og der er ingen tvivl om at vi møder op med en flok spillere der har en masse frustration de vil omsætte til god energi på banen«, afrunder cheftræneren.