Silas Teglers til FC Sydkysten

Silas Teglers med FC Sydkysten-trøjen (Foto: Martin Timm Holmstav)

FC Sydkysten har tilføjet endnu en spiller til truppen til forårssæsonen i Danmarksserien. Det er den blot 17-årige Silas Teglers, der kommer fra Næstveds U/19-hold.

Forsvarsspilleren fik uofficiel debut, da FC Sydkysten lørdag middag vandt 5-1 over Sjællandsserie-holdet Haslev FC. Det blev til samtidlige 90 minutter på grønsværen, hvor Silas Teglers også lagde op til Mathias Vingårds scoring til 4-0.

»Vi har siden siden nytår ledt efter en højre back til truppen. Da Wibe (Christian Wibe – red.) oven i købet blev skadet, blev behovet endnu større. Det er vigtigt for os, at vi laver vores forarbejde, når vi tilføjer nye spillere til vores trup. Vi kigger video igennem, gennemgår det tilgængelig data på spilleren og trækker referencer for at sikre os et godt match med den måde vi vil spille på«, indleder FC Sydkystens cheftræner Anton Moestrup Rasmussen til FC Sydkysten Statistik.

»Silas (Teglers – red.) er en spiller, der i den proces havde en i øjnefaldende profil. Han er en spiller fyldt med power og med en voldsom løbekapacitet. Han kan dække hele højre side og kommer med et meget “voksent” duelspil af en 17-årig«.

»Han er en ung spiller med stort potentiale og der er ingen tvivl om, at der vil komme en tilvænningsperiode for ham i FC Sydkysten, men vi så allerede mange positive takter i kampen i går og ser frem til at forme ham som seniorspiller i vores miljø«, afrunder Anton Moestrup Rasmussen.