
Der var spænding til sidste minut for FC Sydkysten, da holdet lørdag den 14. marts 2026 spillede 3-3 mod Skovshoved efter 2-1 ved pausen på Gentofte Sportspark.
Gæsterne indledte bedst og med lidt held kunne Mathias Vingaard have bragt FC Sydkysten i front allerede efter seks minutters spil. Angriberens saksespark blev dog blokeret af Frederik Rej-Rosenqvist i Skovshoved-målet.
Det blev hjemmeholdet, der først kom på tavlen. Deniz Ates fik bolden i feltet fra Philip Hildebrandt efter 11 minutters spil, og ekspederede læderet ind bag Viggo Andersen i FC Sydkystens mål.
Føringsmålet holdt blot fem minutter. Victor Sander Petersen, der havde fået chancen fra start, opsnappede en skidt Skovshoved-aflevering på modstanderens banehalvdel. Den unge angriber tog spurten mod hjemmeholdets mål, inden han sikkert sparkede kuglen sikker i kassen til 1-1.
Skovshoveds Deniz Ates var atter på spil med lidt over 10 minuter til pausen. Efter lidt klumpsil i feltet, hvor gæsterne ikke fik sparket bolden væk, kunne Allan El Nino finde Deniz Ates, der ikke havde svært ved at bringe hjemmeholdet foran 2-1. Det blev også halvlegen sidste scoring.
FC Sydkysten brugte pausen på to ændringer. Det var ikke mere spilletid til Silas Teglers og Jonathan Jørgensen for gæsterne, der i stedet satte Mads Strube og Jonas Kongsdal på banen fra anden halvlegs start.
Anden halvleg var blot tre minutter gammel, da netmaskerne atter blafrede for Skovshoved. Fra nært hold kunne Thomas Tranberg sparke læderet i kassen på forarbejde af Mathias Gehrt. En scoring, der dog ikke slog FC Sydkysten ud af kurs.
Efterårets topscorer for gæsterne, Christian Wulff, fik bolden i venstre side af banen. Med et godt spark havnede bolden hos Simon Budolph Olsen, der hamrede kuglen i kassen til 3-2 og bragte dermed fornyet spænding ind i kampen.
I dommerens tillægstid var der dramatik for alle pengene. På et frispark var Viggo Andersen stødt med frem for at lave ravage i feltet. Frisparksskuddet havnede hos Christian Wulff, der fik udlignet til 3-3, men dermed var det ikke slut på dramatikken.
Hjemmeholdets Philip Hildebrandt brokkede sig af to omgange til kampens dommer. Det udløste to gule kort til Skovhoved-spilleren, der allerede i første halvleg havde brokket sig flere gange til dommeren. Blandt andet omkring et hjørnespark.
Kampfakta
16. spillerunde, Danmarksserien Pulje 2, lørdag den 14. marts 2026 kl. 13.00 på Gentofte Sportspark
Skovshoved – FC Sydkysten
3-3 (2-1)
1-0 Deniz Ates (11.)
1-1 Victor Sander Petersen (16.)
2-1 Deniz Ates (34.)
3-1 Thomas Tranberg (48.)
3-2 Simon Budolph Olsen (50.)
3-3 Christian Wulff (90.)
FC Sydkysten: Viggo Andersen, Silas Teglers (46. Mads Strube), Filip Panjeskovic, Daniel Thiesen, Christian Wulff, Lucas Sander Petersen, Victor Sander Petersen, Rasmus Svendsen, Simon Budolph Olsen (76. Alexander Pedersen), Mathias Vingaard (71. Daniel Bøgh) & Jonathan Jørgensen (46. Jonas Kongsdal). Ikke benyttet: Frederik Knak, Rasmus Thomsen & Gustav Remark
Skovshoved: Frederik Rej-Rosenqvist, Philip Hildebrandt, Mathias Gehrt, Deniz Ates (88. Kalle Hvidtfelt), Thomas Tranberg (76. Louis Bjørsted), Nils Priisholm, Georg Nordquist, Mikkel Hansen, Laurits Rahbek, Lasse Baltsersen (60. Nicklas Niebe) & Allan El Nino (60. Villads Welløv). Ikke benyttet: Gustav Aabro, Ferdinand Erritzøe & Ardit Nesimi
Advarsler FC Sydkysten: Jonathan Jørgensen (39.), Simon Budolph Olsen (56.), Filip Panjeskovic (78.) & Lucas Sander Petersen (90.)
Advarsler Skovshoved: Deniz Ates (24.), Laurits Rahbek (53.), Villads Welløv (90.) & Philip Hildebrandt (90.)
Udvisning Skovshoved: Philip Hildebrandt (90.)
Dommer: Jakob Brendstrup Hansen